Skriveværksted

På skriveværkstedet arbejdes med alle slags tekster. Skriveværkstedet sætter nogle trygge rammer hvor kursisterne kan lære at mestre dét at skrive en tekst f.eks. ved at få struktur og sparring til at skrive fiktion (epik/lyrik/drama), ikke-fiktion (uddannelse, job, fremtidsplaner, dagbog, diagnose, ansøgning m.v.) eller faktion (brev, essay, debat m.v.). Igennem skriveprocessen kan kursisten øge sin følelse af mestring, og sideløbende med dette, kan troen på sig selv, fremtiden og selvværdet blive styrket.

Skolebladet udgives én gang om måneden, og kursisterne kan få deres tekster publiceret til alle på Daghøjskolen, det kan være en lærerig proces at nå dertil hvor man tør at dele sine tekster i et større forum, og få tilbagemeldinger fra flere.

Kursister og underviser sidder ved et konferencebord og der arbejdes med sociale kompetencer og relationer i en tryg atmosfære. Hver kursist fortæller de andre hvad dagens arbejde er, man kan hente inspiration og sparring hos hinanden og der er mulighed for at læse sine tekster højt og få feedback. Højtlæsning af egen tekst kan ofte motivere til at skrive videre eller til at man får mod på at eksperimentere med nye genrer. Man kan opleve at man er stærkere i fællesskab når man deler sine tekster med andre, og tager imod ris og ros